Dine børnepsykologer i Århus og omegn

Om Miriam Lindholm Pedersen

Autoriseret psykolog

Mit navn er Miriam, og jeg er uddannet psykolog ved Aarhus Universitet i 2016. Jeg er sidenhen autoriseret gennem Dansk Psykolognævn i januar 2019.

Efter endt uddannelse fik jeg arbejde som PPR-psykolog i Vesthimmerlands Kommune, hvor jeg var tilknyttet både skoler, børnehaver og specialtilbud. Her gav jeg rådgivning til pædagogisk personale og forældre, foretog observationer og udarbejdede pædagogiske, psykologiske vurderinger. Jeg varetog ligeledes opgaven med at supervise specialtilbud samt sundhedsplejen. Efter jeg selv blev autoriseret, har jeg været med til at stå for praktik og supervision til kommende psykologer samt give supervision til nye psykologer på vej til autorisation. Jeg varetog ligeledes i en periode kommunens ungerådgivning med støttende samtaler til børn og unge fra 12-25 år. Jeg har været tilknyttet et par gruppeforløb, heriblandt cool kids samt gruppeforløb for børn med erhvervet hjerneskade. Jeg er desuden certificeret i “minidiamant og mikrodiamant” der er et et vredeshåndteringsprogram for børn i indskolingen og børnehaver.

Jeg var ca. 5 år i PPR, og blev helt klar over, at jeg skal arbejde med børn og unge. Det ligger mig meget på hjerte at få en god relation både til børn, forældre og lærere og skabe et godt og konstruktivt samarbejde omkring barnet. Dette har jeg erfaret kan være altafgørende for barnets trivsel og udvikling. Jeg har nydt at være sammen med børnene i enten observationer, samtaler eller testsituationer, og jeg holdt meget af at komme i de enkelte dagtilbud. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg brænder for børne- ungeområdet og det er dette felt, jeg vil befinde mig indenfor formentlig resten af min psykolog karriere. Efter 5 år i PPR opstod et ønske om at komme tættere på hjemmet i Aarhus samt få et indblik i børne- og ungepsykiatrien. 

Dette ledte mig videre til Hejmdal Privathospital i Aarhus, hvor jeg aktuelt er ansat som børne- og unge psykolog. Her får jeg igen lov til at være tæt på børn, unge og forældre, både i udredende opgaver og i terapeutiske. Her har jeg fået bred erfaring med diagnoser som opmærksomhedsforstyrrelser (ADD/ADHD), autismespektrumforstyrrelser, depression, angst, OCD, mental retardering og andre belastningsreaktioner, selvskadende adfærd mm. Efter udredningen varetager jeg psykoedukative opgaver, og underviser på Hejmdals gruppeforløb for forældre til børn med opmærksomhedsforstyrrelser. 

Min motivation for at starte op som selvstændig, sideløbende med mit job på Hejmdal er helt klart at få lov til at arbejde mere forebyggende og rådgivende omkring børn og unges trivsel. Jeg brænder for at skabe bedre trivsel for vores børn og unge. Jeg tror på, at hvis vi sætter ind på mistrivsel så snart det opstår, kan vi forebygge rigtig mange belastningsreaktioner og mistrivselsudfordringer. Idag ser jeg mange børn og unge, der har været i mistrivsel i årevis, hvor forældre har set det komme snigende, men uden mulighed for at søge hjælp fra PPR, skole og netværk, da børnene ofte skal være i massiv mistrivsel, før det bliver deres tur på ventelisten. Flere forældre giver udtryk for, at hvis bare vi havde fået hjælp lidt før, eller hvis bare vi havde vidst så. Min erfaring fra PPR og psykiatri gør mig både i stand til at arbejde forebyggende, men også vurdere, om der i barnets tilfælde kunne være behov for en psykiatrisk udredning. 

Jeg tror på, at barnet gør det bedste, det kan og ønsker at samarbejde og “opføre sig ordentligt”. Jeg tror på, at barnet, der opfører sig uhensigtsmæssigt, gerne vil samarbejde, men ikke kan under de omstændigheder, det har fået givet/er i, og jeg tror på, at det er de voksnes ansvar at skabe rammer og forudsætninger, så barnet igen kan komme i trivsel. Mange forældre i dag får både kommentarer om dårlig opdragelse, curling og manglende grænsesætning mm. Det er meget lidt hjælpsomt med disse kommentarer, og lægger et stort pres på både barnet og forældrene. Hvis vi tror på, at barnets negative adfærd fortæller os noget vigtigt, og faktisk er barnets forsøg på at løse et problem, så kan vi handle på dette, og stille nogle bedre rammer og stilladser op. Det er dette, jeg brænder for at hjælpe med. 

Privat er jeg mor til tre dejlige piger, bosiddende i Aarhus og gift på 14. år. Og så holder jeg meget af dyr, har selv en hund, to katte og en håndfuld høns, og ville nok egentlig befinde mig bedst på en bondegård, tæt på naturen.

Børnepsykolog
Scroll to Top