Om Miriam og Katrine
Vi er begge autoriserede psykologer med baggrund i både PPR og børneungdomspsykiatrien. Til sammen har vi mere end 8 års erfaring fra PPR samt 5 års erfaring med psykiatriske udredninger og behandlinger.
Vi har begge et ønske om at arbejde forebyggende og rådgivende omkring børn og unge og få lov at være tæt på de børn, der oplever mistrivsel og udfordringer. Vi har et ønske om at være med til at skabe bedre trivsel for vores børn og unge. Vi har begge stor erfaring med at være tæt på barnet og indsatserne omkring barnet “ude i marken” fra vores respektive tid i PPR, og vi har bred erfaring med at være tæt på barnet ifm. den psykiatriske udredning. Vi oplever imidlertid, at det kan være svært at forene de gode og forebyggende instanser fra PPR med udredningsdelen fra psykiatrien, og vi oplever begge en stigende efterspørgsel fra forældre ift. rådgivning og vejledning.
Derfor har vi valgt i fællesskab at skabe Børnepsykologerne, hvor vi håber, at vi med vores fælles baggrund kan forene både det forebyggende arbejde sammen med det rådgivende og behandlende. Vi har begge en tro på, at vi kan skabe bedre trivsel for børn og unge og forebygge mistrivsel og belastningsreaktioner, hvis det er muligt at sætte ind og forebygge, inden barnet reagerer med belastningssymptomer. Mange forældre giver udtryk for, at de strander i systemet pga. lange ventelister i både PPR og psykiatri, alt imens de kan se til, at deres barn kommer i tiltagende mistrivsel.
Vi arbejder ud fra perspektivet om, at et barn gør det godt, når det kan, og at der ikke findes vanskelige børn, men børn i vanskeligheder. Et barn ønsker altid at samarbejde, og når et barn ikke gør det, er der bagvedliggende årsager, der skal gribes fat og ændres på, så barnet kan hjælpes tilbage til trivsel og et alment børneliv.